Efter mødet skrev jeg til De Grønne i Danmark, at de burde ændre navn for at undgå at blive forbundet med EGP og de partier og den politik, der er der. Jeg forstod ikke helt, at de gad at være med i det. På den anden side er der kommet nogle lærerige historier ud af det, og de fortæller også meget om EU. En af vores opgaver nede i EU-parlamentet er den samme, nemlig at se med åbne øjne på det, der sker og fortælle om det herhjemme.

Nu er de ikke længere i EGP. Resten af os mangler stadig at slippe fri af EU, men jeg arbejder på sagen.

Rina Ronja Kari, kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU i 2004 og 2009, deltog på EGPs kongres i Rom 2004 som repræsentant for den liste N, som De Grønne støtter.

Indledning

Dette skrift handler dels om de europæiske grønnes udvikling, om mine oplevelser der, om hvad et europæisk parti er, hvordan det fungerer og hvordan socialiseringen er i EGP.

Jeg kom ind som De Grønnes delegerede i EFGP i 1997-98 for at vise, at der stadig var et grønt parti i Danmark, hvilket der virkelig var på det tidspunkt, og for at indgå i samarbejdet med de andre grønne partier.

Vi prøvede faktisk hele vejen igennem at gøre EGP grønnere med ændringsforslag, der skulle skærpe politikken omkring miljø, demokrati og ulandenes rettigheder.

Samarbejdet gik godt i de regionale netværk rundt om Nordsøen, som er nedlagt nu og Østersøen, som er beskåret, og vi er stadig på bølgelængde med f.eks. USAs grønne, men i EGP kom det mere og mere til at virke, som vi gik over til at betegne de tyske grønne, da de gik i regering og i krig: et skræmmebillede i stedet for et forbillede.

En grund til, at vi blev så længe var et håb om, at vi kunne lave noget sammen med de andre, som stadigt var grønne på den oprindelige måde, enten indenfor det Europæiske Grønne Parti (EGP) eller med en ny mere grøn organisation. En anden grund var for at kunne fortælle om, hvad der foregik og det gør jeg så blandt andet her.

Der er gået utroligt mange muligheder tabt efter min mening. Grønne partier med den oprindelige politik ville have kunnet påvirke udviklingen langt mere. Jeg ser en sammenhæng mellem, at de fleste af partierne er blevet mere for EU, at EGP er kommet til at ligne EU mere, og at EU har påvirket udviklingen af EGP.

Men læs nu selv på de kommende sider om de europæiske grønnes historie, om nogle af de mange oplevelser fra mine 10 år i EFGP/EGP, om nogle af de politiske emner og om baggrunden for EU’s europæiske politiske partier.

De første år

Den europæiske grønne koordination (EGC) var fra starten i 1984 simpelt hen et forum for debat og erfaringsudveksling mellem de grønne partier i Europa, hvor man kunne vedtage fælles udtalelser, som virkelig var fælles, fordi alle skulle være enige.

“Der er ingen vej til fred, fred er den eneste vej”

Politisk stod de for fred med fredelige midler. Magten skulle deles ud til hele befolkningen gennem direkte demokrati, folkeafstemninger og lokal autonomi. Man var imod økonomisk vækst, magtkoncentrationer og stordrift. EF/EU blev af langt de fleste partier set som udemokratisk og politisk helt forkert, faktisk i modstrid med alt, hvad der står ovenfor, f.eks. er vækst det grundlæggende mål i EF/EU. Alle var imod militæralliancerne NATO og Warsawapagten. I Danmark står De Grønne stadig for dette, men i de fleste andre europæiske lande gælder det ikke længere.

Tysklands Die Grünen fik allerede 8,2 % ved EU-parlamentsvalget i 1984 med den oprindelige politik, så det var ikke, fordi de var nødt til at ændre deres politik for at slå igennem. I den periode fik de omkring 30 % af stemmerne blandt de unge. Det må have været en fantastisk tid, og de påvirkede de politiske billede og den førte politik meget på det tidspunkt.

Regnbuegruppen

Da de første grønne kom i EF-Parlamentet i 1984 dannede de Regnbuegruppen sammen med Folkebevægelsen mod EF fra Danmark. Efter valget i 1989 valgte de grønne partier i EF-Parlamentet at danne deres egen gruppe frem for at fortsætte i Regnbuegruppen. Det skulle være rent grønt. Ironisk nok er den grønne gruppe senere gået sammen i en slags fællesgruppe med ALE, en gruppe af regionale partier i EU-Parlamentet, for at blive større. Det er også et udtryk for, at magt og størrelse er blevet mere vigtigt end den rene grønne linje.

Før “Europa”-dyrkelsen

“I dag ved vi, med hvilke lidelser menneskeheden har betalt for hver eneste af den europæiske ånds sejre.”

Med dette citat af Frantz Fanon indledte de tyske grønne deres valgprogram til EF-parlamentsvalget i 1989. Siden har de totalt forkastet den erkendelse og givet sig hen til en dyrkelse af netop den europæiske ånd og identitet, og har glemt alt om de forbrydelser som europæere har gjort overalt i verden gennem tiderne med utallige krige, angreb på andre lande og udryddelse af oprindelige folk, især i Amerika. Mange afrikanere og andre fra ulandene vil sige, at EU fortsætter denne politik med økonomiske midler.

De tyske grønne var også i 1989 stærke tilhængere af Europarådet og OSCE og nævnte dem og Nordisk Råd som eksempler på vigtige samarbejdsorganisationer, der samtidig kan være et forbildede for, hvordan europæisk samarbejde på alle områder kan foregå. Præcis det samme som De Grønne i Danmark og Folkebevægelsen mod EU stadig siger.

Fundis og Realos

Fra starten var der dem, der ville holde fast i fundamentet; den oprindelige politik, som ville ændre verden rigtig meget med meget fredelige og meget demokratiske midler og ikke ville opgive idealerne for magtens skyld. I Tyskland blev de kaldt fundamentalister eller fundis. En del af dem kom fra græsrodsbevægelser for f.eks. fred, miljø og kvinderettigheder. Ret hurtigt kom den anden gruppe, nemlig “realisterne”, kaldet realos, som hellere ville være mere ligesom de gamle partier og arbejde på det eksisterende. En del af dem kom fra meget ekstreme venstreorienterede partier og grupper. Realisterne forholdt sig til det politiske systems virkelighed, som blev set som den eneste realitet og mål på, om en politik var realistisk. Man kan sige, at det for grønne måtte være mere logisk at se på især den naturlige og økologiske, men også den folkelige, den sociale, den økonomiske og den globale virkelighed.

“Oligarkiets jernhårde lov” siger, at enhver organisation med tiden vil ende som et autoritært og fåmandsstyret system (oligarki). Stifterne af de grønne partier i 1970erne og 1980erne var generelt meget opmærksomme på at undgå dette, for eksempel ved at dele ledende poster op på flere og ved at have et rotationsprincip, så ingen kunne sidde for længe på en post. Samtidig var det ofte forbudt at være ansat i partiet, hvis man samtidig var valgt til f.eks. et parlament eller et byråd. Siden er disse regler typisk blødt op, desuden er der blevet så mange poster, at topfolkene ofte kan cirkulere imellem dem og dels er der skabt en hel klasse af ledende (ofte kaldet nomenklatura) og et system, der gør, at folk kun kommer til tops ved at gentage ledelsens politik

Rigtig mange af de gamle grønne medlemmer forlod partiet, da realoerne tog magten og politikken blev ændret, fordi de ikke kunne kende det, og mange unge, der støttede den oprindelige grønne politik, meldte sig aldrig ind. Samtidig sluttede andre sig til partiet for at støtte lederne. I dag er de tyske grønne blandt de to partier i landet, derhar de rigeste vælgere.

Socialdemokraterne og de liberale (som Venstre og De Radikale i Danmark) startede også som meget demokratiske partier, der virkelig ville ændre tingene, men blev efterhånden tilpasset til systemet. Dog tog det meget længere tid end med de fleste grønne partier. Måske er det, fordi alting går hurtigere i dag, måske er det også, fordi EU fremmer processen.

“Kære venner, der findes idealer og realiteter, og nu, mine venner, er det tid til realiteterne.”

Joschka Fischer, Tysklands tidligere grønne udenrigsminister.

Skal politik kun være for dem, der stort set mener det samme som dem, der i forvejen er ved magten?

Herskerteknikkerne

De fem herskerteknikker er formuleret af den norske kvindeforsker og venstrefløjspolitiker Berit Ås. De anvendes især imod kvinder, men også mod andre, som forsøges udmanøvreret, og de kan bruges af alle magthavere, også kvinder. Hvis man derimod ikke har mulighed for at dominere, så kan man ikke bruge dem. De fem herskerteknikker er:

1. Usynliggørelse.

2. Latterliggørelse.

3. Tilbageholdelse af information.

4. Dobbeltafstraffelse. Altså at det både er forkert, hvis man gør en ting, og hvis man ikke gør den.

5. Påføring af skyld og skam sker gennem latterliggørelse og dobbeltafstraffelse. Altså man bliver ikke bare behandlet uretfærdigt, men man skal også skamme sig over det.

Oprindelig var det en del af de grønne partiers politik og måde at arbejde på, at man ville forhindre og afskaffe herskerteknikker. I dag bliver de brugt flittigt og brugen af dem har også været med til at føre partierne væk fra den oprindelige politik.

Jeg har oplevet en del af de forskellige herskerteknikker brugt af ledende folk i EGP, både overfor mig selv og ikke mindst overfor andre. Det er helt enkelt, at nogle ikke får ordet, hvis ledelsen ikke mener, at de skal høres. Eller at forslag og ændringsforslag glider ud af dagsordenen. Så kan et oplagt spørgsmål også blive besvaret med, at det er “en ung ubetydelig dansker”, der har stillet det. I nogle kredse er det svar nok.

Vores ændringsforslag til de nuværende politiske guidelines i EGP blev taget ud af dagsordenen på mødet i Geneve 2006, og da jeg så bad om, at de i det mindste blev skrevet ind i referatet, så blev det tolket som om, at jeg trak vores forslag. Det var noget af det, som en ung norsk delegeret i en pause kaldte “demokratiskole hos Putin”, iøvrigt uden at russeren modsagde det.

EFGP

I 1993 blev EGC omdannet til den Europæiske Føderation af Grønne Partier, EFGP. Økonomien var en af de formelle grunde. En af de afgørende forskelle var, at enstemmigheden blev afskaffet, så de enkelte landes partier kunne stemmes ned. De Grønne i Danmark var imod dette. Den danske delegerede skrev bagefter, at hun håbede, at et af de andre partier ville sige nej, så forslaget ville falde. Ellers ville hun selv gøre det, men da det kom til stykket, var gruppepresset meget stærkt. De skulle stemme mundtligt en af gangen, og da de hørte, at de andre formodede nej-sigere stemte ja, så turde de ikke sige nej. Og det var ikke en beslutning, der skulle hjem og godkendes i partierne bagefter. Det var nok det afgørende øjeblik. Derfra var det muligt for ledelsen at undlade at tage hensyn til alle.

Det er tydeligt, at nogle af de mere idealistiske grønne regnede med at overgangen fra EGC til det mere forpligtende EFGP ville give mulighed for at sikre, at alle partierne skulle overholde de grønne grundprincipper. Det gik så snarere modsat, især i forhold til modstanden mod NATO og militære aktioner.

“If you tolerate this”

Min første opgave i 1997-98 var at få De Grønne aktive igen i forhold til EFGP og at tale imod, at SF blev observatør. Det var også af hensyn til Norges grønne, som nødigt ville have deres SV ind.

Kort efter afstemningen viste det sig, at det flertal, som var for SF, ikke var stort nok, hvis de danske grønne ikke var for. Så skulle der nemlig et større flertal til. Uanset, at vi havde protesteret et halvt år i forvejen og stemt imod på mødet, så brugte ledelsen den paragraf, der ellers kun ville gælde, hvis vi havde stemt ja, og de var helt urokkelige. Det fik mig til at sende en mail ud, med titel fra Manic Street Preachers sang: “If you tolerate this, your children will be next”. Det var profetisk. Ikke så længe efter gik Tyskland under grøn ledelse i krig, og krænkede dermed fredspolitikken i de politiske grundprincipper i EFGP.

EGP – det Europæiske Grønne Parti

Maastricht-traktaten, der blev indført fra 1993 og omdannede EF til EU, indeholdt en artikel om “Europæiske politiske partier”. Langt senere kom der regler, som medførte, at det formelt set kunne siges at være forbudt for EU-parlamentsgrupper at støtte sammenslutninger som EFGP. Til gengæld blev der indført en støtteordning for “europæiske politiske partier”. Det faldt fint i tråd med ønsker om yderligere sammenbinding af partierne i EFGP.

Det var en debat, om der skulle laves et EU-parti, som kun var for partierne i EU, samtidig med at EFGP skulle fortsætte for alle. Man valgte i stedet, at det nye EU-parti, EGP fra 2004, skulle omfatte alle partier, også dem udenfor EU. I praksis handler det dog næsten kun om EU, så de andre mest er med som pynt. EGP blev det første officielle EU-parti.

Fra Danmark valgte vi, at vi kun ville være medlem med det forbehold, at vi er imod EU og mener, at landene bør melde sig ud af EU. De andre partier, som også var imod EU valgte ikke at have dette forbehold.

“Europæiske politiske partier”

“Politiske partier på europæisk plan er vigtige som en integrationsfaktor inden for Unionen. De bidrager til en europæisk bevidstgørelse og til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje.” (Artikel 138 A i EU-traktaten)

De skal først bevidstgøre unionsborgerne og derefter udtrykke den vilje, de dermed har fået? Alt sammen med det formål at integrere EU yderligere. Det er også ret specielt, at partierne og deres rolle er nævnt i EU-traktaten og på den måde er en del af EU-systemet.

“Non merci”

I forbindelse med kongressen i Rom i 2004, der omdannede EFGP til EGP skulle både vedtægterne for EGP og det fælles valggrundlag til EU-parlamentsvalget underskrives ved noget, der viste sig at være en meget pompøs ceremoni på Romerrigets højborg Capitol. Vedtægterne skrev jeg under på. Det fælles valggrundlag var til gengæld ikke fælles, fordi flere partier var imod det, da det omtalte EU-forfatningen i positive vendinger, bl.a. som “et historisk dokument”. Englænderne fortolkede det som et udsagn om, at forfatningen tilhørte fortiden, meget vittigt, men de snød desværre kun sig selv. Jeg havde prøvet på at få flere lande med på at lave en fælles mindretalserklæring, som vi havde gjort en gang tidligere, men det var blevet tabu, og det også være helt uhørt, hvis jeg havde sagt, at jeg ikke kunne skrive under.

Der stod jeg så og kunne simpelt hen ikke sætte mit navn under et valggrundlag, som vores parti var imod. Jeg satte kuglepennen til papiret og skrev ikke mit navn, men “non merci”, som er “nej tak” på fransk.

I 2008 blev det angivet som en af årsagerne til, at de danske grønne blev foreslået ekskluderet af EGP. Samtidig med, at de ikke på nogen måde ville acceptere “non merci”-underskriften, så reklamerer de meget med billeder, hvor de protesterer i EU-parlamentet ved at være iført t-shirts med slogans og billeder.

Senere i 2008 fandt jeg ud af, at den senegalesiske rapper Awardi har lavet en meget populær sang, som hedder “On ne signe pas”, altså “vi skriver ikke under”. Den handler også om EU, nemlig om de økonomiske partnerskabsaftaler, EPA, som EU prøver at trække ned over hovedet på de afrikanske lande. De er meget uretfærdige og giver EU’s firmaer adgang til at overtage næsten alt i Afrika. EPA har vakt store protester og flere lande har nægtet at skrive under, ligesom jeg nægtede at skrive under på EGP-papiret. Awardi optrådte på Roskilde Festival i 2008.

Jeg tror også, at det at nægte at skrive under, er en af måderne at bryde EU’s magt på, og har større betydning end man normalt tænker på. Så jeg er stadig meget glad for mit “non merci” til den papir, som EGPs ledelse selv har brudt i forhold til kravet om folkeafstemninger, uden at de er blevet straffet for det.

Voldemort som grøn udenrigsminister?

”Krigen er en realitet, det kan vi ikke bestemme over. Det vi kan bestemme er, om vi vil være i regering eller ej. Vi har valgt at være i regering.”

Tysklands daværende “grønne” udenrigsminister Joschka Fischer i en tale om Afghanistankrigen.

Der findes ikke godt eller ondt. Der findes kun magten, og man kan tage den eller lade være.”

Den ultimativt onde Voldemort i bogen “Harry Potter og De Vises Sten”.

Så tror man ikke på, at man kan ændre verden, men man kan være med til at styre i den givne retning eller ikke.

Klima, miljøpolitik, EU og de europæiske grønne

Flere “grønne” topfolk siger, at man skal støtte EU for klimaet skyld. De samme personer, og et stykke henad vejen EGP, kritiserer EU’s konkrete klimapolitik og med god grund. Samtidig overser de f.eks. fuldstændig, at de moderne vindmøller og vindmølleindustrien er blevet udviklet, fordi EU’s energipolitik med kul og atomkraft ikke var enerådende, dengang Danmark startede sin selvstændige støtte til vindmøllerne.

Euratom-traktaten er en af de ældste dele af EU og gør, at alle EU-lande, også Danmark, støtter atomkraft økonomisk. EGP-partierne har generelt været enige om at være imod atomkraft og at ville afskaffe Euratom, men det slår mærkeligt nok ikke skår i glæden ved EU og ved nye traktater, der fortsætter Euratom.

EU bruger netop den “Clean Development Mechanism” (CDM), som Norges grønne kritiserer deres egen regering for. Det betyder, at EU’s lande og virksomheder kan undgå at nedbringe deres eget CO-2-udslip ved at lave projekter i ulande, som ellers ikke har nedbringelseskrav. EU’s eget interne CO-2-kvotesystem har alt for store kvoter, så strømbesparelser i et land kan give de store elselskaber mulighed for bygning af nye kulkraftværker i andre lande. Desuden omfatter systemet slet ikke væsentlige CO-2-udledende sektorer som transport og landbrug. Måske endnu værre, så har EU i årevis medført mere CO-2-udledning, bl.a. ved at favorisere flytrafik overfor togtrafik og ved at støtte motorvejsbyggerier og en stærkt forurenende landbrugspolitik. Selv hvis de bliver opfyldt, så er EU’s mål for nedbringelse af CO-2-udledningen kun på cirka halvdelen af det, som eksperter mener skal til. Samtidig med at afstanden mellem EU’s politik og det nødvendige bliver større og større, så bliver EGP gladere og gladere for EU.

Kom en regnskov i tanken

Biobrændstof er et godt eksempel på, hvorfor det kan være farligt at lade EU bestemme. For et par år siden så det ud til, at biobrændstof ville være en god og miljøvenlig måde at nedbringe brugen af benzin og diesel og dermed CO-2-udledningen. Så i EU vedtog man nogle krav til, at der skulle være en bestemt andel af biobrændstof i benzinen. Siden har det vist sig, at det slet ikke er en nær så god idé, bl.a. fordi det tager maden ud af munden på fattige i ulandene, der bliver også fældet regnskov og opdyrket andre sårbare områder for at dyrke de planter, der skal laves brændsel af. Men når EU har vedtaget reglerne, så er det meget svært at ændre dem, også på grund af den stærke landbrugslobby, der tjener på dem. I EGP har der været delte meninger. De fleste er kritiske overfor biobrændstof, men mener stadig at spørgsmålet skal være underlagt EU.

Der er andre eksempler på skadelig politik, der fastholdes i årevis gennem EU, og hvor der ikke er udsigt til at det for alvor ændrer sig. Landbrugsstøtteordningerne skader miljøet og ulandene uden rigtigt at hjælpe de små bønder i EU. Fiskeripolitikken forener også overbureaukrati og stordrift, så der er overfiskning samtidig med at de små fiskere må give op. Samtidig fisker man ulandenes fisk op, så der ikke er noget til de lokale fiskere.

Engang har Tysklands daværende grønne fødevareminister Renate Künast fortalt mig, at det var helt urealistisk, at et EU-land kunne gennemføre det danske grønne forslag om omlægning til økologisk landbrug inden for fire år. Det ville nemlig tage meget længere tid, måske at få lov fra EU-kommissionen. Hun syntes, at det var i orden. Det syntes jeg ikke.

Bruxelles vil bestemme, hvem man må støtte

Da Folkebevægelsens to EU-parlamentsmedlemmer Ole Krarup og Jens Okking i 2002 ville skifte væk fra den gruppe de sad i, tilbød jeg EFGP og GGEP at føre dem sammen, så de to eventuelt kunne gå ind i GGEP. Det var GGEP så uinteresserede i, at de siden har hævdet, at tilbuddet aldrig kom. Den Forenede Europæiske Venstrefløjsgruppe/ Nordisk Grønne Venstre GUE/NGL passede også meget bedre, da denne gruppe som den eneste tillader medlemmerne at stemme, som de vil og som deres hjempartier/bevægelser ønsker. Den er altså på det punkt mere grøn end den grønne gruppe, der stræber efter at alle skal mene det samme og stemme det samme.

Derimod var GGEP meget interesserede, da Magrethe Auken fra SF efter valget i 2004 ønskede at gå med i gruppen, selv om hendes eget parti to gange stemte for, at hun skulle være i GUE/NGL, som SF indtil havde været i. De Grønne i Danmark ønskede heller ikke, at hun skulle ind i gruppen. Men ledelserne bestemte altså fra Bruxelles, at det skulle være, som de ville have det. I 2008 var den manglende støtte til hende en af de officielle grunde til, at De Grønne blev smidt ud af EGP. Det er da topstyring.

Støtten til NGL hænger for De Grønne også sammen med, at det i dag er rød-grønne partier som Enhedslisten - de Rød-Grønne, Hollands SP og Islands Venstrepartiet De Grønne, som blandt de store parlamentariske partier er tættest på at repræsentere den oprindelige grønne politik.

Der var en livlig debat i dagbladet Information om det rimelige i, at Auken valgte “grønt” GGEP frem for “rødt” NGL, men den handlede stort set ikke om det vigtigste, nemlig hvor meget grønt, der egentlig er i GGEP og EGP, og om det egentlig ikke er lettere at være grøn i GUE/NGL.

Den Grønne Gruppe i EU-parlamentet

GGEP er i øvrigt et kapitel for sig, når det gælder tonen. De sidder og råber og afbryder, hvis der er noget de er uenige i, også i store forsamlinger. Nogle siger, at det er dem, de ikke gider at have i hjemlandet, der bliver sendt ned til Bruxelles. Jeg er selv blevet kaldt “din lille nar” af et parlamentsmedlem, lige efter at jeg stille og roligt i et indlæg havde gjort opmærksom på, at det ikke var helt, som hun sagde i sin tale tidligere på mødet, fordi der faktisk var mange nej-sigere i Danmark inkluderet De Grønne, SFU og Enhedslisten, der på det tidspunkt (2005) lige var gået frem, mens SF var gået lidt tilbage. Jeg kan tilføje, at det ikke var sådan, at jeg i højde var den lille.

Er virkeligheden en urealistisk drøm?

På mødet i Geneve i 2006 var der resolutionsforslag om, at erhvervslivet ikke skulle lægge alt for meget vægt på fortjeneste alene. Det blev afvist af generalsekretæren og stemt ned som urealistisk drømmeri. Men udenfor den store mødesal uden vinduer lå Schweiz, hvor Migros står for 39 % af detailhandlen, mens Coop står for 37 %. Begge er medlems- og medarbejderejede selskaber, hvor profit ikke er målet og Migros laver endda mange af deres varer på egne non-profitfabrikker. Så virkeligheden var og er på det punkt mere grøn end EGP.

EU-Forfatningen og EGP: flerdimensionel mangel på demokrati

Før EU-forfatningen havde EFGP ikke støttet nogen EU-traktat, men det ændrede sig. Efter afstemningen om en ja-erklæring på det ekstra EGP-rådsmøde 17.februar 2005 forud for de første folkeafstemninger om EU-forfatningen, viste det sig, at det ikke var nok at stemme nej, hvis man ville nævnes blandt dem, der havde stemt nej. Man skulle gøre tydeligt opmærksom på, at man ville nævnes som nej-parti. Derimod kunne italienerne bagefter blive talt med i resultatet som ja-sigere, selv om de ikke var til stede ved afstemningen. Efter at det så var blevet nej ved folkeafstemningerne i Frankrig (55%) og Holland (62%), udsendte EGP-ledelsen en pressemeddelelse, hvor der øverst stod, at nej’erne skulle respekteres, hvorefter der stod et udsagn fra talspersonen Grazia Francescato: “Det er evident, at dette “Nej” ikke er et virkeligt “nej” til Forfatningen”. Disse to forhold vakte en protest fra det lille grønne parti i Holland, som der vist aldrig blev svaret på.

“At to af EU’s grundlæggerlande sagde nej til EU-forfatningen, det ville have været min ønskedrøm, hvis jeg overhovedet havde kunnet forestille mig det. Det kunne jeg ikke, men nu er det sket”. Sådan sagde jeg på EGPs Rådsmøde i Kiev i oktober 2005. Den store Bütikofer fra Tyskland og Monica Frassoni fra GGEP så ikke glade ud.

Før folkeafstemningen i Frankrig 29.maj 2005 var de franske delegerede blandt de mest ekstreme tilhængere, men det viste sig ved folkeafstemningen, at lidt over halvdelen af de grønne vælgere sagde nej, og at der havde været meget stor modstand internt i partiet.

Der blev så lavet et nyt forslag til EGP-papir om en grøn fremtid for Europa, altså EU, efter nej’erne. Det var så ekstremt pro-mere-EU, at jeg formulerede et komplet modforslag, som vi stillede, og som de schweiziske delegerede fik udtrykkeligt forbud imod at stemme for, selv om mindst en ville. Ingen af partierne, der stemte nej til det foregående ja-papir, stemte for ledelsens nye papir. Portugal kom ovenikøbet med til dette møde og sluttede sig naturligt til nej-siden.

Ikke desto mindre oversatte EGP papiret til en masse sprog og skriver fortsat, at det papir er “aftalen/enigheden om vores vision om En Grøn Fremtid for Europa, som giver os et indholdsrigt program, på hvilket alle de grønne medlemspartier bygger deres planer”. Sprogene inkluderer f.eks. dansk, norsk, portugisisk og svensk, selv om vi alle stemte imod papiret.

I oktober 2007 vedtog EGPs Råd, på forslag fra Frankrig, et papir med en rigtig god sætning, nemlig:

“De grønne beder om, at ratificeringen af EU-forfatningen såvel som den forberedte traktat sker ved folkeafstemning i alle de lande, hvor det er muligt, den samme dag (eller den samme uge) på hele Unionens territorium.”

Det vil sige, at EGP støttede en folkeafstemning i hvert eneste land, hvor det var muligt. Jeg var så glad. Ledelsen sagde imidlertid allerede i december i en pressemedelelse, at:

”Vi er ikke for nationale folkeafstemninger, da vi ikke mener, at borgerne i et eller to medlemslande skal have lov til at blokere forfatningsmæssige fremskridt for alle andre EU-borgere”.

Men regeringerne må gerne påtvinge deres befolkninger en traktat, som er stemt ned ved tre ud af fem folkeafstemninger, og som de fleste slet ikke har stemt om.

Vi foreslog en resolution, som krævede, at EGPs ledelse handlede i overensstemmelse med Rådets beslutning. Altså almindeligt demokrati, men det blev stemt ned på samme møde, hvor vi selv blev stemt ud. Det vigtigste argument var, at man skulle støtte den ledelse, man selv har valgt. At ledelsen vel egentlig er valgt til at arbejde for og ikke imod den vedtagene politik betød ikke noget. At autoritetstro er imod de grønne grundprincipper er vist helt glemt. Der var endda partier, som lavede kampagne for folkeafstemning i deres eget land, men ikke stemte for i EGP.

Irland og den forklædte forfatning

Det eneste land, hvor der kom folkeafstemning om den nye stort set uændrede udgave af EU-Forfatningen, nemlig Lissabon-traktaten, var Irland, hvor det simpelt hen ikke kunne undgås.

Der var det grønne parti imidlertid kommet i regering, så ledelsen valgte at støtte den traktat, som de ellers havde været stærkt imod. De lagde ikke engang særligt meget skjul på, at det ikke var traktaten, der var ændret, men partiets holdning til politik. Blandt medlemmerne var der dog ikke det nødvendige 2/3 flertal, så officielt tog partiet ikke stilling. I folkeafstemningen blev det et solidt nej på 53,4%. Ikke desto mindre har regeringen ikke meddelt, at de ikke vil skrive under på traktaten og de andre lande er fortsat med at godkende og ratificere Lissabon-forfatningstraktaten uden folkeafstemninger. Irland forventes så at tage endnu en folkeafstemning. Formelt set er det nok med eet nej i eet land, alligevel fortsætter regeringerne med at prøve at indføre den.

Dem, der forsvarer EU-forfatningen/Lissabon-traktaten siger ofte, at den vil demokratisere EU, men ser slet ikke noget problem i, at den er stemt ned ved flere folkeafstemninger og kun kan indføres ved at omgå disse folkeafstemninger og undgå flere.

Det er så langt væk fra den oprindelige grønne politik, som man næsten kan forestille sig.

De nedstemte norske forslag

Det norske Miljøpartiet De Grønne har flere gange prøvet at bruge EGPs møder til at få vedtaget resolutioner, der kritiserer den norske regerings politik. Nogle gange er det lykkedes og blevet brugt hjemme i Norge, andre gange er de blevet stemt ned, og det er ikke blevet nævnt udadtil i Norge.

En af gangene prøvede de på at få støtte til modstanden imod bygning af nye CO-2-forurenende gaskraftværker i Norge. Fordi især GroenLinks i Holland selv ville have gaskraft, så ville de ikke støtte, at Norge ikke skulle have det, selv om det jo ville frigøre gas til brug i for eksempel Holland.

En anden gang var, da de prøvede at få støtte til modstanden mod, at Norge købte en del af sin forpligtelse til at nedbringe udslippet i form af CO-2-kvoter og projekter i andre lande (ligesom EU). Der var det især SF, der sagde, at den norske regering ville investeret et kæmpe beløb i togbaner, og at et grønt parti i et land ikke skulle bruge EGP til at genere et andet grønt parti i landet. Her henviste de til deres søsterparti SV, som sidder i regeringen. De overså så, at man sagtens kan bygge togbaner og lade biltrafik og anden CO-2-forurening stige samtidig.

USSR og EGP

Mange af de gamle dages kommunister var ekstremt kritiske over for deres eget lands regering, og ofte med rette. Når de så tog til Sovjetunionen, så de helt anderledes på tingene, her var alt godt og der var ingen fejl.

På samme måde gælder det for flere af de EGP-partier, der selv har en god grøn politik, at man ser på ens eget lands regering med meget kritiske øjne, mens man samtidig ser helt ukritisk på EGP. Det gælder for eksempel til dels i Norge.

Grøn EU-kommissær?

Der har faktisk været en “grøn” EU-kommissær, nemlig tyskeren Michaela Schreyer, som i sin tale på mødet i Rom i 2004 sagde, at “EU’s Indre Marked har været en stor fremgang og succes for Europa”. Det er sikkert en stor succes for EU, men ikke for miljøet med al den ekstra lastbiltrafik, flere tilsætningsstoffer, fri bevægelighed for stoffer der er tilladt i eet land og svagere standarder for f.eks. økologiske varer. Det var en af årsagerne til de tyske grønnes slogan fra 1989: “Imod det Indre Marked – for Regionernes Europa”.

"Udmeldelseskravet har for mig symboliseret en tro på Sverige som neutral fredsmægler og vejviser på miljøområdet, hvor globalt samarbejde mellem selvstændige demokratier er alternativet til centralstyrede regionale magtblokke. Det har også været en ventil: Vi gør vores bedste, men vi kan ikke love ærligt, at EUs udvikling kan vendes i den rigtige retning. Jeg vil savne kravet...”

Carl Schlyter, medlem af EU-parlamentet for det svenske Miljöpartiet de gröna, efter at et flertal i partiet havde valgt at droppe kravet om udmeldelse af EU, bl.a. for at passe ind i en kommende regering.

Grøn grundlov i Ecuador og deltagerdemokrati i Latinamerika

Som det første land i verden, har Ecuador i 2008 fået en ny grundlov, der giver juridiske rettigheder til naturen, og giver alle mulighed for at sagsøge dem, der krænker miljøet eller enkelte dyre- eller plantearter. På den måde anerkendes, at naturen og “Moder Jord” har en værdi i sig selv, og ikke bare som noget, vi mennesker kan udnytte.

“Naturen har ret til at eksistere, bevare og genoprette dens vitale kredsløb, struktur, funktioner og dens udviklingsprocesser.” Ecuadors grundlov.

Det er en form for dybdeøkologi, som ingen af EGP-partierne har opnået at indføre i deres lande og det er vist også de færreste af dem, der har det på programmet.

Mange steder i Latinamerika er hele befolkningen med til at bestemme de lokale budgetter. I Europa kan Schweiz være deltagerdemokratisk fyrtårn, fordi de har holdt sig ude af EU.

Der er grund til at overveje, om ikke Europa er kommet bagud i forhold til Latinamerika, når det gælder om at gøre demokratiske og politiske fremskridt. Det har nok at gøre med EU og en del at gøre med, at de grønne partier er blevet en del af systemet.

De er nu partier for de priviligerede og for at bevare disses position i samfundet. Samtidig er der ikke for alvor kommet andre politiske partier og bevægelser, der med styrke kan få forandringer i en dyb økologisk og basisdemokratisk retning igennem.

Er de grønne politikere blevet blå?

Minerva-modellen er beskrevet i Henrik Dahls bog “Hvis din nabo var en bil”. Her fortælles blandt andet om de politikertyper, der passer til de forskellige livsholdninger. Den ideelle politiker for det grønne segment er den satiriske politiker, som er imod magt og spidder samfundets magthavere på en intelligent måde og, må man tilføje, kommer med helt anderledes forslag til, hvordan tingene kan gøres meget bedre. Her er man generelt imod EU.

I det blå segment er den ideelle politiker statsmanden, der laver store vigtige og betydningsfulde aftaler med andre store vigtige og betydningsfulde politikere. Folkeafstemninger er ikke populære. Det skal være stort og se effektivt ud, og man er generelt for EU. En analyse kan være, at de oprindelige grønne politikere er blevet forvandlet til eller afløst af blå politikere i EGP.

Tættere på verden og menneskene uden EU

Den oprindelige grønne kritik og modstand mod EU har vist sig at vinde folkelig opbakning ved folkeafstemningerne i Danmark i 1992 og 2000, Sverige i 2003, Irland i 2001 og 2008 og Frankrig og Holland i 2005, plus i Norge 1972 og 1994 og en række gange i Schweiz. Meget taler for, at de grønne partier ville være mere populære og bedre i stand til at modgå det ekstreme højre, hvis de havde beholdt modstanden mod EU. Og 92 % af verdens befolkning bor udenfor EU.

Det mest grønne, som jeg har hørt på et EGP-møde, var da den daværende leder af FN’s miljøorganisation, UNEP, Klaus Töpfer sagde følgende:

“Vil Europa fortsætte med at eksportere omkostningerne ved deres rigdom til den fattige del af verden? Uden løsning på det, også sociale, problem bliver der ingen løsning på miljøproblemerne i ulandene.”

Töpfer er tysk kristendemokrat, men sagde mere end de topgrønne turde og ville.

Ekstra historier, som der ikke blev plads til i hæftet:

Stemmeregler: mere magt til Tyskland i EGP som i EU

Ligesom i EU har Tyskland også i EGP krævet flere stemmer til dem selv, og de har fået dem.

Optakten var interessant. I sidste øjeblik ved afslutningen af et rådsmøde i EGP, tog talsperson Phillippe Lamberts ordet og gennemgik plancher, der skulle vise, at Tyskland havde alt for få stemmer i EGP i forhold til deres stemmetal ved nationale og EU-valg. Da det ret lange oplæg var forbi, var der en polsk deltager, der havde en kommentar. Det var helt på linje med situationen i EU, hvor det også var Polen, der var mest imod at give Tyskland mere magt. Imidlertid kunne polakken ikke få lov til at sige noget, da tiden var gået, og det brugte ledelsen en hel del tid til at forklare. Herskerteknik?

Tyskeren Reinhardt Bütkofer havde tidligere sagt følgende: ”Vi vil gerne betale mere til EGP, hvis vi også får flere stemmer (Ha, Ha, Ha).”

Jeg har undervejs sørget for, at Portugal og Bulgarien fik udleveret den ekstra stemme hver, som reglerne gav dem, men de regler blev så ændret på det møde, hvor de danske grønne også blev ekskluderet.

Fred og forpligtelse

Fra EFGPs guiding principles fra 1993 (som var gældende indtil 2004 eller 2006):

”Vi vil afskaffe NATO og WEU”. ”I år 2000 regner vi med at CSCE er det primære europæiske sikkerhedssystem og at NATO er blevet opløst frivilligt”. (CSCE hedder i dag OSCE).

Fra EU-traktaten:

”WEU er en integrerende del af udviklingen af den Europæiske Union”.

EU-forfatningen og Lissabon-traktaten:

”Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet.”

De nye guidelines fra 2006 ser også fine nok ud, men man skal altid huske på, ikke kun at se på hvad der står i et papir, men også hvad der ikke står. De nye principper udelod nogle vigtige ting, især omkring at gå imod NATO, krig og militære løsninger. Det var ikke tilfældigt, for flere af de store partier, især det tyske havde forbrudt sig imod den del. Tysklands medvirken til bombninger i krigen i Kosovo var første gang, at landet deltog i krigshandlinger efter 2.verdenskrig og det var under en grøn udenrigsminister. Der var enkelte protester i EFGP, men trods det at guiding principles var bindende ifølge vedtægterne, så blev der ikke vedtaget en officiel fordømmelse, og de blev jo slet ikke ekskluderet. Hvis man er magtfuld nok, så kan man gøre som man vil.

Vi foreslog, at der ikke bare skulle stå, at vi i den rige verden skulle nedbringe vores ressourceforbrug, men at der også skulle stå, at det skulle være med faktor 10. Det er et realistisk bud, hvis vi skal undgå store miljøødelæggelser både i forhold til klima og andre ting. Det var der ikke stor opbakning til og i praksis kom vi aldrig til at stemme om det.

På mødet i 2008, hvor De Grønne fra Danmark blev ekskluderet var der også en debat om de tjekkiske grønne, der sad i en regering, der støttede USA's misilforsvarssystem og opsætningen af det i Tjekkiet. Selv om det er klart i strid med grønne grundprincipper, så der var ikke forslag om at ekskludere dem.

Der er dog grænser i hvert fald i forhold til resten af verden. EGP har krævet, at det meget tvivlsomme mexicanske grønne parti bliver udelukket fra det internationale grønne samarbejde efter at de har indledt en kampagne for indførelse af dødsstraf, som også er helt i strid med grøn politik.